Donorbarn: "Jeg har ikke behov for en relation til min sæddonor”

Dina er vokset op i Hasle, en forstad til Århus, i et typisk kernefamilieliv i villakvarter med mor, far og sin fire år yngre søster. Forældrene, og især Dinas mor, kom ofte ind på emnet, når de snakkede om fødslen af Dina, moderens graviditet mv. Altid samme forklaring og åbenhed: ”Vi tog på fertilitetsklinik og fik hjælp”.

Det tætteste, Dina kommer på et afgørende moment i sin fortælling som donorbarn, er en dag i baghaven, hvor hun er omkring 8 år. I takt med at søstrene blev ældre, voksede nysgerrigheden. For hvad betød det at have ”fået hjælp”?

”Det er lidt et sløret minde, men følelsen, den husker jeg. Det var som at have fået noget forklaret mange gange, og pludselig forstår jeg en lille, men vigtig del af noget større. Lidt som at have løst en kompliceret matematisk ligning. De sidste brikker faldt på plads den dag, hvor min mor fortæller, at de havde brugt en sæddonor. Det er første gang, jeg kan huske, at hun nævner det helt konkret,” fortæller Dina.

Hun beskriver, at hun hverken oplevede raseri eller lettelse. Mere blot en neutralt konstaterende nå-følelse. Pigerne forstod ikke, hvad det egentlig betød, og informationen havde ikke den store indvirkning på familielivet.

Dina fortalte nyheden videre til venner i skolen. Reaktionen lød: ”Så din far er ikke din rigtige far?”

”Jeg var totalt uforstående overfor det spørgsmål. Det var så abstrakt for mig. For selvfølgelig var han min rigtige far. Og tænk, hvis min far tænkte, at han heller ikke var vores rigtige far. Det var en stor frygt for mig.”

Skolekammeraterne spurgte også ind til sæddonoren. Kunne han være fra Italien? Vennerne mente, at Dinas temperament kunne være sydlandsk. Så hun gik hjem og spurgte forældrene, hvad de egentlig vidste om den mand, der havde doneret sæd. Det var dog ikke meget information, de kunne give Dina, de vidste dog, at han ikke var italiener. Forældrene havde valgt en donor med samme hår- og øjenfarve og højde som dem. Det - og så klinikkens navn er stort set den information, der findes. I 1990’erne, hvor moderen blev insemineret, var der ikke – som i dag - mulighed for åbne donorer. Lovgivningen er en hel anden end dengang, og i dag kan donorbørn få et profildokument om deres donor, der blandt andet indeholder oplysninger om hans interesser, beskæftigelse og fysiske kendetegn, uanset om han har valgt at være åben eller non-contact donor.

”Min donor er et tal på et stykke papir og total anonym for mig. Og det er fint! Jeg har intet behov for en relation. Der er så meget, der betyder mere for os som familie. At være donorbarn er ikke noget, der fylder i min hverdag, og der er ikke noget at bearbejde,” siger Dina.

Dina og søsteren er som nat og dag. Dina er mørk, søsteren lys. Folk har altid undret sig over, at de var søstre.  

”Senere spurgte jeg, om min søster og jeg havde samme donor. Svaret var nej. Det var en stor ting, at min søster pludselig kun var min halvsøster. Det piller ved folks almindelige opfattelse af familie, men for mig ændrer det ikke på, at vi ER søstre.”

Dinas forældre, som senere blev skilt, mødte hinanden som 29- og 31-årige. Først sent i deres forhold besluttede de sig for, at de gerne ville have børn. Og faderen vidste, at fertiliteten ikke var på toppen. Da de senere traf beslutningen om at benytte en sæddonor, tænkte de ikke på at gemme sæd. Derfor er søsteren og Dina ikke genetiske søstre.

Til gengæld var det en forudsætning for deres beslutning, at de ville være åbne om valget om brug af sæddonor. Og den åbenhed skulle også gælde børnene, og derfor har de talt om det fra dag 1. 

”Det, at jeg er donorbarn er en vigtig, men lille del af mig - ”a matter of fact” - men ikke noget, jeg har tillagt en masse værdi – det definerer ikke mit liv. Tværtimod har nøgleordet for vores fortælling været åbenhed. Og jeg ved, at jeg altid kan gå hjem og få alle spørgsmål besvaret. Og så har det også betydet noget, at min søster og jeg har været i samme båd,” siger Dina, der tidligere har holdt oplæg for European Sperm Bank om at være donorbarn.

At være donorbarn er det stik modsatte af tabu for Dina. Hendes oplevelse er, at jo mere hun taler om det, jo større forståelse opnår både hun og andre.

”Om min donor tænker jeg… jeg kan ikke forestille mig et ansigt. En mand, der engang havde brug for penge eller som helt oprigtigt ville hjælpe andre med at få børn. Det er en hypotese at møde ham, men min tilgang ville være som at møde et hvilket som helst andet menneske. Det ville dog være spændende at høre om hans overvejelser, og om han gennem årene har tænkt på de børn, han har været med til at sætte i verden. Mere vil han ikke betyde for mig, og han har aldrig været omtalt som min far. Jeg HAR en far, og det betyder alt. Det er ham, der altid har været der for mig, og det er mine forældre, der har formet mig til det menneske, jeg er,” understreger Dina.  

Er der noget i din fortælling, du ville ønske havde været grebet anderledes an?

”Nej. Jeg har en grundlæggende tillid til, at mine forældre gav os information i de doser og på de tidspunkter, hvor vi kunne tage det ind afhængig af vores alder. Den tillid er helt afgørende for, hvordan jeg har det med at være donorbarn i dag. Det ville have været så grænseoverskridende først at få det at vide som 18-årig.”