Sådan fortæller du dit barn, at han eller hun er donorbarn: Den komplette guide til forældre

Jo tidligere du begynder at have den samtale, jo bedre. Det har en stor indvirkning på tilknytningen og tilliden mellem dig og dit barn, at du fortæller sandheden. Det er vigtigt for vores selvbevidsthed og udviklingen af vores identitet, at vi kender vores biologiske arv. Af den grund bør børn få at vide i en tidlig alder, at de er donorbørn. Når det er sagt, så er det vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at fortælle sit barn om dets biologiske baggrund.

Det kan være svært at indlede en samtale om at være undfanget med hjælp fra en donor med sit barn. Men Henriette Cranil minder om, at forholdet mellem barn og forælder ikke tager skade af samtaler om svære spørgsmål. Det kan tværtimod forstærke båndet mellem dig og dit barn.

Ifølge Henriette Cranil skal vi være påpasselige med at overføre vores egen nervøsitet om emnet til vores børn. Ofte har børn et langt mere enkelt og ligefremt syn på verden. Det gælder også dette emne.

Alt afhængigt af situationen og barnets alder kan du indlede samtalen på mange måder. I alle tilfælde anbefaler Henriette Cranil at du som den voksne indleder samtalen. Vent ikke på, at barnet begynder at stille spørgsmål. Du skal løfte ansvaret og sørge for, at dialogen er positiv og naturlig.

Henriette tilføjer: "Der er ikke nogen detaljer om forløbet, som skal udelades, når du taler med dit barn. Men sørg for, at samtalens indhold svarer til dit barns alder og forståelsesniveau."

I den alder er det en god idé at fortælle sit barn om situationen gradvist. Fortæl det i små bidder, mens han eller hun leger eller mens I slapper af sammen.

"Du kan tegne situationen eller læse en af de mange gode børnebøger om emnet. Billedbøger, som viser, hvordan børn kommer til verden, er også en god mulighed. I den alder kan dit barn ikke helt forstå det, du fortæller ham eller hende, men små bidder af din historie vil sætte sig i barnets hukommelse og danne grundlaget for forståelse.

I denne periode udvikler dit barn tilstrækkelige sprogfærdigheder og kognitive evner til at du kan fortælle mere om donoren. Du kan også begynde at fortælle dem, hvorfor du besluttede at få hjælp til at få børn.

“Bøger, billeder og puslespil gør dit barn i stand til at begynde at stille spørgsmål og tænke højt, så I kan føre en åben samtale. Typisk kan børn i denne alder ikke holde fast i en samtale ret længe, så det er en god idé at vende tilbage til emnet fra tid til anden. Det gælder stadig, at du skal indlede samtalen og ikke vente på, at dit barn bringer det på bane."

I den alder begynder børn også at få spørgsmål om deres familie fra deres venner. Spørgsmål eller udtalelser om, hvordan man kan have to mødre eller at barnet ikke har en far dukker op. Det er naturligt for børn i denne alder at være nysgerrige om hinanden og undre sig over ting, der er anderledes end hos dem selv.

Henriette forklarer: "Det er normalt for børn i denne alder at prøve at forstå det, de oplever. Det kan for eksempel være ved at sige 'Hannahs far er død', hvis Hannahs mor er solomor. Det giver mening for et lille barn, fordi han eller hun skelner mellem at noget er til stede eller at noget ikke er der. Hvis det ikke er der, må det være, fordi det er dødt."

Henriette anbefaler, at du forklarer dit barn, at hans eller hendes far ikke er død. Fortæl i stedet dit barn, at du fik hjælp af en sæddonor ("en mand, som har givet sæd"). På den måde har dit barn svar parat, når vennerne stiller spørgsmål. Det giver barnet en følelse af tryghed, at han kan svare på spørgsmål om sig selv. "Jeg har ikke en far. Min mor brugte en donor, som gav hende nogle sædceller, så hun kunne få mig."

Når børn når dette aldersniveau, bliver deres tankegang mere moden. Barnet begynder selv at stille spørgsmål og stykke de oplysninger, hun har fået, sammen til et helt billede.

Det er almindeligt, at børn fra og med 6-7-årsalderen er interesserede i spørgsmål angående livet og døden. Det kan for eksempel være begyndelsen til livet på Jorden, hvor vi kommer fra og måske familiens historie. Det giver mange muligheder for nye samtaler om det at være donorbarn. Det kan være emner som "hvad ved mor om min donor?", "kan jeg møde min donor?", "har jeg halvsøskende?" og så videre. Igen anbefaler Henriette Cranil at du, som den voksne, indleder samtalen. Men sandsynligvis kommer mange af spørgsmålene fra barnet – hvis ellers I åbent har diskuteret emnet donorundfangelse tidligere.

Børn i denne alder får indtryk alle vegne fra: fjernsyn, sociale medier og så videre. Disse informationskilder giver rige muligheder for samtaler. Måske har dit barn set et interview med en donor, som forklarer sin tankeproces inden han besluttede at donere, eller et voksent donorbarn, som fortæller sin historie. Gradvist kan du fortælle dit barn mere og mere om emnet. Og det vil føre til flere spørgsmål fra barnet.

De fleste børn i alderen inden teenageårene har en veludviklet evne til at tænke abstrakt. Det betyder, at de kan stille abstrakte spørgsmål, drage logiske konklusioner og forestille sig situationer, som ikke er baseret på personlige oplevelser.

I begyndelsen af denne aldersperiode går børn fra at stille "hvad-spørgsmål" – såsom "hvad er æg og sædceller? Hvad er en donor? Hvad betyder det at være donorbarn? – til en interesse for sammenhænge. Det vil sige spørgsmål, der starter med "hvorfor" eller "hvordan". Hvorfor valgte mor at bruge en sæddonor? Hvorfor har jeg ikke en far? Hvordan udfører personalet på fertilitetsklinikken en insemination?

"Som forælder er det vigtigt, at du hilser denne type spørgsmål velkommen. Vær også opmærksom på, at dit barn vil reflektere over spørgsmålet: Hvordan har jeg det med at være donorbarn? Hvordan har jeg det med at blive sammenlignet med en traditionel familie?", udtaler Henriette.

Den voksnes opgave er stadig at støtte barnet i alle disse tankeprocesser. Du skal være åben og nysgerrig over såvel positive som potentielt kritiske tanker, dit barn har. Det er vigtigt, at du bevarer denne åbenhed og villighed til at lytte til hele paletten af, hvad dit barn tænker gennem hele barnets opvækst.

Henriette sammenfatter det sådan her: Et voksent donorbarn bør kende alle oplysninger om sin biologiske arv og de overvejelser, der førte til, at du valgte at få børn ved hjælp af sæddonation.

Der findes terapeuter, som har specialiseret sig i at rådgive forældre om donorrelaterede emner, blandt andre Henriette selv.

"Jeg synes, at det er så positivt, når forældre søger professionel hjælp for at sikre, at de gør det rette for deres barn og deres familie som helhed," siger Henriette. "Når det så er sagt, så kan det meste af arbejdet klares af forældrene selv, når bare de giver slip på deres usikkerhed og bekymring om emnet. Begynd at tale med dit barn i dag – hvis du er åben og fordomsfri overfor hans eller hendes reaktion, er du allerede godt på vej."