Stolt sæddonor: Kernen for mig er at hjælpe andre
Kun cirka 7 procent af de mænd, der ansøger om at blive sæddonor, kommer gennem nåleøjet. Peter på 22 år er en af dem. Han deler her sine overvejelser om at donere sæd: Hvordan reagerede familien, hvorfor er han ID release donor, og hvad nu, hvis han ændrer holdning?
Helle Tyllesen
Hvorfor blev du sæddonor?
”Jeg var 8 år gammel, og min far havde veninder, som var lesbiske. De fik flere børn med en mand, de ikke kendte. Jeg var lidt forbløffet, da det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med regnbuefamilier.
Senere fik min far en kæreste, der havde to sønner. Da de og jeg var teenagere, fik vi en søndag formiddag at vide, at faderen til kærestens børn ikke var den biologiske far. ”Laver du sjov?”, ”Hvordan kan de ligne deres far så meget?” var nogle af mine spørgsmål. Men det vigtigste var den afdæmpede reaktion hos kærestens sønner: ”Og hvad så? Vores far er stadig vores far.”
Jeg kan huske, at jeg fandt det meget inspirerende. At man som sæddonor kan hjælpe alle typer familier. Som 15-årig besluttede jeg mig: Når jeg bliver myndig, skal jeg også være donor, hvis jeg kan blive godkendt.”
Hvilken proces var du igennem for at blive godkendt som sæddonor?
”Jeg skulle aflevere to sædprøver til European Sperm Bank, og min sædkvalitet var heldigvis god. Jeg fik også et helbredstjek hos en læge, og han var meget opmærksom på, at jeg traf beslutningen på et oplyst og bevidst grundlag. Mit indtryk var, at han ville tjekke, om jeg var moden nok. Herefter kom jeg videre til samtale og interview. Der har ikke været noget tidspunkt i processen, hvor jeg tvivlede på min beslutning. Jeg donerede første gang, da jeg var 20 år.”
Sådan ser vores donationslokaler ud.
Hvordan var det at donere sæd første gang?
”Det var super akavet. Jeg havde forestillet mig et snusket, mørkt rum, men i stedet kommer jeg ind i det her meget rene, lidt kliniske rum, hvor lyset vælter ind ad vinduerne. Jeg vænnede mig hurtigt til omgivelserne, og i dag er det ikke længere akavet. Det er blevet en rutine for mig, og jeg donerer cirka én gang om ugen. Fra jeg går ind ad døren og er ude igen går der cirka 15 minutter.”
Hvem ved, at du er sæddonor, og hvad var deres reaktion?
”Hele familien og en gruppe venner. For mig er der absolut ingen skam forbundet med mit valg. Min far støttede mig, men krævede, at jeg var seriøs i beslutningen. Og det var jeg selvfølgelig. Så snart jeg forklarer mine bevæggrunde, har jeg kun mødt accept.
For mig er der absolut ingen skam forbundet med at være sæddonor.
De fordomme, jeg oftest møder er, at jeg kun gør det for pengene. Men jeg har et fuldtidsjob og har ikke brug for ekstra penge. Og i øvrigt må sæddonorer jo selv om, hvis økonomien er deres primære motivation. Det ændrer ikke på, at de hjælper andre mennesker med at få opfyldt deres største drøm.”
Var der nogle forbehold fra din familie?
”Eneste anke kom fra min daværende kæreste. Hun følte, at hun delte mig med andre. Men jeg forklarede min intention, og det overbeviste hende: ”Jeg VIL være sæddonor, og det er større end dig og mig. Det er så vigtigt for andre mennesker. Donorbørn er kærlighedsbørn, og hvis jeg kan være med til at skabe liv, hjælpe andre i alle former for familier med noget så meningsfyldt og vigtigt vil jeg være mega stolt.””
Kernen for mig som sæddonor er at hjælpe andre. Jeg er overbevist om, at det er en værdi, jeg vil have resten af livet.
Som sæddonor bliver man opfordret til at skrive en personlig, håndskrevet hilsen som donorbarnet kan læse. Hvordan greb du det an?
”Det var jeg ikke lige forberedt på, og det kom virkelig tæt på. Det er en meget intim information til donorbarnet udover, at der i min profil er en række andre mere faktuelle facts om mig. Jeg tænkte meget over, hvilken følelse donorbarnet sidder med mange år ude i fremtiden? Bliver hilsenen læst med afsavn og måske et behov for noget afklaring?
Jeg vil gerne omskrive min personlige hilsen på et tidspunkt og tilføje et budskab om at prioritere at dyrke sine interesser – for sin egen skyld. At være lykkelig. Og at passe godt på sig selv.”
Hvorfor har du valgt at være åben sæddonor?
”Det påvirkede min beslutning, at jeg ikke kender min mor så godt. Når det kommer til personlighed, hvad er så gener, og hvad er kultur og socialisering? Derfor kan jeg nemt sætte mig ind i, at donorbørn muligvis har mange spørgsmål. Og det vil jeg gerne hjælpe med. Derfor var der ingen tvivl: Jeg ville være åben donor. Jeg er helt afklaret med eventuelt at blive kontaktet i fremtiden - og måske kan jeg være med til at give nogle svar. Jeg er dog samtidig meget bevidst om, at det ikke er mine børn. Jeg er ikke deres far.”
Kunne du være bekymret for at ændre holdning til dine donationer i fremtiden?
”Jeg tror på, at ens værdisæt er stærkere end skiftende holdninger. Kernen for mig som sæddonor er at hjælpe andre. Jeg er overbevist om, at det er en værdi, jeg vil have resten af livet, og derfor vil det altid være den rigtige beslutning. Og skulle jeg en dag mod forventning ændre holdning, så må jeg huske mig selv på, at jeg gjorde det med de allerbedste intentioner. Der vil altid være til- og fravalg. Det må man stå ved.”
Hvad er dit bedste råd til mænd, der overvejer at blive sæddonor?
”Det er et yderst personligt valg. Hvis du er i tvivl, så vent.”
Peter er et dæknavn – European Sperm Bank kender Peters fulde identitet.