Sådan tackler du stress, jalousi, sorg og angst, når du er i fertilitetsbehandling

Der er meget på spil, når man er ufrivilligt barnløs. Kan du nikke genkendende til svære følelser som ensomhed, vrede, sorg og magtesløshed? For blot at nævne nogle få. Så er der to ting du skal vide. Du er ikke alene. Og at det er helt normale reaktioner. Det ved de alt om hos Videnscentret Fertility Care, som har specialiseret sig i rådgivning af ufrivilligt barnløse i fertilitetsbehandling.

Mens der er rigeligt af eksperter inden for det lægefaglige felt, har der manglet et fokus på de psykosociale aspekter af ufrivillig barnløshed. Her ønsker Videnscentret Fertility Care at yde støtte før, under og efter fertilitetsbehandling. For hvordan håndterer du bedst denne svære og udfordrende tid i dit liv, hvor det i dén grad kan føles som at miste kontrollen. Og hvordan passer du bedst på dig selv?

”Vi vil gerne yde hjælp til selvhjælp. Det er meget forskelligt, hvor udfordrede folk bliver. Nogle bliver gravide i første forsøg – andre venter i 12-13 år. Andre må helt opgive drømmen, og det kan være en utrolig stor og kompleks sorg,” siger Mille Duzenius:

”At være infertil kan opleves lige så stressende som en kræftdiagnose. Det kan give en belastningsreaktion og opleves som et konkret tab. Folk sørger og føler sig magtesløse.”

Men hvordan kan det at vente på et barn, der endnu ikke har eksisteret, føles som en sorg?

Hos kvinder og mænd, der ved, at NU er de klar til at kaste sig ud i et liv med børn, går der en masse psykologiske processer i gang: Indre billeder og visualiseringer. Drømme. Følelser og tanker. Alt sammen ophobet kærlighed til det barn, de inderligt drømmer om. Med andre ord er de mere end klar til at træde ind i forældreskabet. Men når det ikke sker naturligt - hvad så? Selv om barnet endnu kun eksisterer i drømme og tanker, kan ventetiden alene føles som et tab – og en usynlig sorg.

”I vores rådgivning sætter vi ord på alle de forskellige følelser, kvinder og mænd i fertilitetsbehandling gennemlever. Det handler fx om tabet af den romantiske forestilling om, hvordan barnet skulle undfanges. Tabet af tid, hvis drømmen om at få børn inden en bestemt alder ikke lykkes. Tabet af forestillingen om ens sunde krop. Vores ’reproduktive fortælling’ blev ikke, som vi regnede med. Vi sørger, når vi mister noget, der havde betydning – både helt konkret og abstrakt”, siger Mille Duzenius og understreger, at følelserne gælder både for kvinder og mænd, der fortsat er i fertilitetsbehandling og for dem, der desværre må opgive drømmen.

Men alle de svære følelser og sorgen, der følger med at være ufrivilligt barnløs, er ikke kun en trist, statisk følelse. Sorgen kan også hele, forandre og bringe os nye steder hen.

”Vi skal tillade os at mærke sorgen. Vi udvikler os og kan få noget ud af livskriser. Hvordan vil jeg leve mit liv fremadrettet? Vi skal turde tale om det at være ufrivilligt barnløs og dermed komme stærkere og styrket ud på den anden side.”

Så ja, det er et vilkår, at der er meget, som er ude af din kontrol i de måneder og måske år, du er i fertilitetsbehandling. Men Mille Duzenius fortæller, at der faktisk også er ting, du har kontrol over og kan tage styring på.

Du kan fx kontrollere at have viden om, hvad der skal ske i processen. Have konkrete spørgsmål med til lægen. Acceptere, at sådan er livet lige nu. Bruge din familie og netværk. Være tålmodig og realistisk. Og så er det faktisk - i modsætning til hvad mange tror - muligt at lære at håndtere de svære tanker.

I Videnscentret Fertility Care er et af deres vigtigste budskaber at leve et meningsfuldt liv – både undervejs, og når du er ude på den anden side. I et liv med eller uden børn.

”Vi anbefaler, at du laver en plan for, hvad du vil have tiden til at gå med i ventetiden. Hvad er meningsfyldt for dig? Husk selvomsorg og pas på dig selv,” siger Mille Duzenius.

Og skulle du være en af dem, for hvem drømmen om børn ikke bliver realiseret, vil der formentlig altid være et hul inde i dig, der ikke blev opfyldt. Pointen er ikke, at vi skal over sorgen. For vi slipper ikke af med den. Men vi kan lære den at kende og med tiden finde accepten til at drage videre i livet - uden børn - men med både kærlighed og mening. 

Det vigtigste er at lære sin sorg at kende. Og ikke at bære den alene.