Kristoffer er infertil: "Min verden brød sammen, da jeg fik besked”

I begyndelsen af 2017 får Kristoffer Vitting-Seerup en besked fra sin læge, der får hans verden til at styrte i grus. I mailen venter en nyhed, som forvandler hans og konen Sabrinas største og vigtigste drøm om at blive forældre til et mareridt: Kristoffer er steril. På det tidspunkt har de forsøgt at blive gravide i ni måneder.

”Jeg brød fuldstændig sammen. Det havde alt for store konsekvenser. Vi meldte os syge og lå på sofaen og forsøgte at trøste hinanden. Det havde altid været et ”når”, aldrig et ”hvis” vi skulle have børn. Derfor var beskeden så overvældende,” fortæller 33-årige Kristoffer, som bor i Københavns Nordvestkvarter med Sabrina og datteren Meta på halvandet år.

De efterfølgende måneder er en uklar tåge af uoverskuelig sorg. For når drømmen brister, hvad skal man så? Skulle de overhovedet have børn? Skulle de overhovedet være sammen?

”I den periode har jeg det ad helvede til. Og jeg mister kontrollen over mine følelser, hvilket er helt uvant for mig. Jeg bliver voldsomt ked af det uden varsel. Jeg frygter, at Sabrina kunne finde på at forlade mig. Måske hun hellere vil have en anden mand, som rent faktisk kan sætte børn i verden?”

Kristoffer og Sabrina er ellers helt klar på at skabe en familie. De har kendt hinanden siden gymnasietiden og har brugt mange år på at opbygge drømmen om en dag at skulle have børn sammen. Og for det ikke skal være løgn, kommer flere vennepar i denne periode og fortæller den gode nyhed om, at de er gravide. Det er en ekstra udfordring for parret. For som Kristoffer beskriver det: ”Hvorfor må de, når vi ikke må?”

Med lægens utvetydige besked bliver drømmen om at få børn på traditionel manér således fuldstændig undermineret. Sabrina og Kristoffer må finde andre løsninger.

Samtidig med at Sabrina og Kristoffer forsøger at navigere i deres nye virkelighed, beslutter de at være åbne om den situation, de står i. De fortæller det hurtigt til venner og familie og møder stor opbakning og forståelse. Med åbenheden dukker der også en ny indsigt op. Nemlig hvor mange historier ude i deres netværk, der beretter om et stort antal af andre par med fertilitetsproblemer.

”Der er så mange, som har brug for hjælp til at blive gravide. Hvorfor taler vi ikke om det? Især når det er så udbredt et problem? Måske kan vi hjælpe andre, hvis vi selv er åbne?,” reflekterer Kristoffer og Sabrina, da de står midt i deres livs krise.

De oplever på egen krop, at tabuet om fertilitetsproblemer lever i bedste velgående. Der er måske en brydningstid i gang, men lang vej igen.

”Emnet er så sensitivt og så privat, og derfor har vi tendens til ikke at dele det med nogen. Som samfund er vi stadig meget præget af de stereotype forestillinger om, hvad der er en rigtig mand. Devisen er, at en rigtig mand kan lave børn. Ergo kan jeg – og mange, mange andre – ikke være en rigtig mand. Det er så skadeligt på så mange planer,” siger Kristoffer.

De følgende måneder bruger parret på at samle sig selv op igen og får begge psykologhjælp. Sabrina melder hurtigt ud, at hun er åben for at bruge en sæddonor. Kristoffer derimod har brug for at tænke mere over det. Efter fire måneder er de ved at være klar til at træffe en stor beslutning. Konklusionen bliver, at drømmen om et barn er vigtigere end at videreføre Kristoffers gener.

Kristoffer var dog bekymret for en fremtidig relation med et barn, der er kommet til verden ved hjælp af en sæddonor.

”Jeg måtte være sikker på, at jeg ikke ville fortryde. Hvis vi traf beslutningen, måtte det for alt i verden ikke påvirke mit forhold til barnet. Tænk, hvis jeg kiggede på barnet og tænkte: ”Det er ikke rigtigt mit barn”. Når jeg tænker tilbage på det nu, var det en frygt og en irrationel følelse og heldigvis aldrig noget, jeg reelt har følt.”

Men uanset vil parrets familieliv blive en anden konstellation end det, de havde drømt om i mange år. Og Kristoffer vil ikke komme til at give sine gener videre. Den tanke skulle han vænne sig til.

”Jeg måtte udvide begrebet ”far”. Der er den genetiske far, og så er der den far, der står for omsorgen. Man er langt mere far, hvis man er den, der er der hver eneste dag. Det er den rigtige far – og det er min rolle.”

I sædbanken åbenbarer der sig et stort udvalg af hundredevis af potentielle donorer. Og hvordan træffer man lige det valg? Kristoffer og Sabrina aftaler at vælge et kriterie hver, som den anden ikke må nedlægge veto mod. Kristoffer vælger uddannelse, Sabrina højde. Dermed når de ned på to håndfulde af kandidater.

Et fælles kriterium for parret er, at barnet meget gerne må ligne dem, for så vil de nemmere i fremtiden ”kunne styre samtalen”. Derfor vælger de en kandidat med et udseende lig de kommende forældres, og Kristoffer hører i dag ofte sætningen: ”Gud, hvor Meta ligner dig.”

”Det var enormt sårbart og overvældende at vælge en erstatning for mig. Jo mindre, jeg ved om donor, jo bedre. Derfor har jeg heller ikke kigget på ekstramaterialet, som er vedlagt profilen, men vi har gemt det hele. Jo mere virkelig personen er, jo hårdere er det,” siger Kristoffer og fortsætter:

”Det er nok en forsvarsmekanisme. Jeg kan lokalisere materialet på 30 sekunder på min computer, men jeg er ikke fristet. Jeg holder det ud i strakt arm, ellers bliver det for hårdt.”

I 2018 får Kristoffer og Sabrina verdens bedste julegave med en positiv graviditetstest i hånden juleaften. Efter halvandet år og 14 behandlinger kommer Meta til verden i september 2019. Måske hun en dag bliver storesøster. Der er lagt æg til side, hvis nu…

Når han tænker tilbage på processen, var det meget omfattende og energikrævende, og af samme grund siger Kristoffer i dag, at de måske skulle have taget en pause midt i fertilitetsbehandlingen. Fordi det var så intensivt et forløb.

Derfor er hans bedste råd til andre mænd, der er infertile, noget så lavpraktisk som at tage sig god tid:

”Du skal først og fremmest have styr på dig selv og din egen psyke. Hvis du træffer beslutningen for hurtigt, kan det risikere at blive en voldsom oplevelse. Giv det tid. Du skal nok blive en rigtig far. Præcis som alle vil sige – uanset genetik – at Meta er MIN datter.”